25. maj 2009

Tanker om modeblogging og indflydelse.

(Den svenske blogger Isabella Löwengrip, blondinbella.se)
Modeblogging er et fænomen, som over det seneste år har vokset sig stort. Da jeg startede med at blogge var der ikke så mange modebloggere i DK, som der er nu. Nogle blogge vokser sig meget store og på denne måde bliver bloggerne hurtigt en kilde til inspiration for mange. De store bloggere er dygtige og har op til 1000, hvis ikke flere, unikke læsere om dagen. Det er mange! Læserne er unge kvinder, med samme interesser for tøj og mode, som bloggeren selv. Det siger sig selv at man har indflydelse af en eller anden art, hvis man er indehaver af en stor blog. I Danmark er PR-firmaer og reklame- og modebranchen så småt ved at få øjnene op for de store modebloggere. Når det kommer til indflydelse i DK handler denne nok mest om hvorvidt h&m og weekday sælger ud af nogle specielle items, som de danske bloggere "hyper".

Sagen er en helt anden i Sverige. Her har bloggerne stor indflydelse og flere lever ligefrem af at blogge. Her strækker indflydelsen sig dog ikke kun til mode og shopping. En blogger, der for alvor har indflydelse er bloggeren Isabella Löwengrip, der skriver bloggen Blondinbella. Hendes blog er den største i Sverige og den har udviklet sig til et omdiskuteret aktieselskab med en bestyrelse og hendes kloge far i baggrunden. Der har været en del diskussioner omkring produktplacement på hendes blog. Alligevel er hun vellidt af mange. Hun skriver nemlig, efter min mening, rigtig godt. For nylig skrev hun et virkelig godt indlæg, om at have det godt med sig selv ligegyldig hvad. Hun krydrede dette indlæg med et billede af hendes usminkede ansigt, der tydeligt viste at hun til dagligt kæmper med acne. Hendes indlæg blev kommenteret af 1000 mennesker, især unge piger, som takkende hende for at tage hul på et sådan tabu. Jeg var selv meget chokeret over hendes acne og min første reaktion var at blive flov på hendes vegne. Jeg ved selv hvilken indflydelse et par filipenser i ansigtet kan have på min selvtillid. Shit, tænk at træde frem foran så mange læsere og vise sig fra sin mest skrøbelige side! Hendes indlæg skabte debat i Sverige og den svenske avis Expressen skrev en artikel om hendes indlæg og dets indflydelse. Udover dette, er Isabella politisk aktiv og i øjeblikket opfordrer hun sine unge læsere til at stemme til EU-valget og forstå at man skal detage i det samfund man lever i. Man må sige at hun bruger sin indflydelse godt og konstruktivt. Fascinerende.

Jeg har en del læsere, men slet ikke nok til at jeg har en stor indflydelse på nogen. Jeg ved godt at mine læsere ikke er dumme og naive, alligevel er jeg opmærksom på hvad jeg modtager fra diverse firmaer og hvilke events jeg deltager i. Hvis jeg modtager noget eller deltager i noget skriver jeg altid at det er i forbindelse med bloggen. Der skal være en gennemsigtighed og troværdighed og den får man ikke automatisk som blogger.

Har du som blogger eller læser af blogs gjort dig nogle tanker om indflydelse i forhold til modeblogs? Fortæl mig gerne om dem.

Læs Blondinbellas indlæg om acne
her og her og Expressens artikel om indlægget her.

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg æælsker når du skriver "tanker om"-indlæg. Det er vigtigt, frem i skoene!

Kram Nina

Anonym sagde ...

Jeg læser mest modeblogs for at se på billeder og måske blive lidt inspireret til min egen stil.. Så tit læser jeg ikke engang teksterne. Men jeg tror, det gælder for alle blogs, at jo mere ærlig og personlig, man er, jo mere interessant og troværdig er bloggen. Men selvfølgeligt betyder det også noget, om man skriver godt og har noget på hjertet. :)

Julie J. sagde ...

For mig betyder teksten ofte mere end billederne, for jeg kan godt lide det personlige aspekt i bloggene. Også derfor tror at bloggene har indflydelse, men det forekommer ofte ved at der er en blogger som anbefaler en shampoo, butik, parfume, etc - for for mig betyder en personlig mening mere, end reklamerne jeg ser på tv. Så det er ofte de indlæg som får en stjerne i min google reader :). Men jeg tror også at folk som læser blogs sagtens kan tænke selv, og ikke bare hopper med på hvad som helst :)

By the way, tak for et interessant indlæg.

Anonym sagde ...

Også tak for et interessant indlæg! Var det ikke også dig, der på et tidspunkt skrev om det her med om man bør aflønnes eller ej, hvis et modemagasin ønsker ens arbejde for dem?? Hvis det var, synes jeg ihvertfald at det er nogen vigtige overvejelser at gøre sig i takt med at kommercialiseringen af diverse blogs vinder frem og kunne godt forestille mig at forskellige firmaer kunne tænke sig at snylte lidt på den popularitet uden at lægge så meget som en krone.... ¨

Og hvor er det flot at en som hende Isabella vælger at bruge sin popularitet til at agitere for vigtige emner som eksempelvis at acceptere sig selv med sine fejl og mangler. Hun forekommer jo umiddelbart ikke som typen, der burde have problemer med noget, men sådan er det jo bare tit ikke alligevel!

Overordnet er mode et sindssygt fascinerende fænomen, som jeg ikke kunne undvære overhovedet - samtidigt har jeg brug for en vekslen mellem den overfladiske modedækning og så nogle refleksioner om mode som går ud over, hvilken kjole der nu lige er hypet lige nu i blogland.
Vi kvinder er sgu mere end nogle tøjstativer, så stimuler os venligst på flere måder end ved at fortælle os om slankekure og hvad der er in og out! Dette er lidt ment som en opsang til flere af de danske kvindemagasiner, som jeg langt hen af vejen føler taler ned til os. Det hele handler om tøj og hvordan man tilfredsstiller sin kæreste på 100 måder eller bliver en god kollega. Åbn et M! blad og du vil finde flere artikler med snert af IQ-krævende indhold. Vi kvinder må stoppe med at gøre os selv dummere end vi er! Sorry, der skulle vist lige noget ud der....

Alt i alt - en cool blog, hvor din force blandt alle mulige andre bloggere netop er at du veksler mellem de modemæssige og de mere refleksive elementer... We like og mere af det!

Hilsen Charlotte

Anonym sagde ...

Til Anonym/Charlotte; Nej, det var Discountliv & Luksusdrømme: http://discountliv.blogspot.com/2009/04/er-vi-for-billige.html
Det var en interessant debat.

Men jeg er enig, det skal da overvejes, hvor stor betydning det har, for det har helt klart en betydning uanset hvor naiv eller selvstændig i sin tankegang, man siger man er.
Jeg synes dog bare, blogging er fedt, og det skal nydes.

Hvis en blog bliver forfærdeligt populær på et tidspunkt, kan man måske som læser blive mistænksom omkring ting, som dukker op på bloggen.. Men jeg tager det med et gran salt. It's just blogging, baby.
Have fun

xoxo, Michelle

www.scentofinspiration.blogspot.com

Katrine. K sagde ...

Virkelig et god indlæg, oven i købet yderst velskrevet!
Jeg synes det er en vigtig og interessant debat der kører her.

Først er fremmest er det utroligt sådan som de personlige indlæg "hitter". Folk klikker sig vel ind på en modeblog for at læse om mode? Men oftes er det den her slags indlæg der sætter sig fast, fordi de giver stof til eftertanke.

- Og sikke en overraskelse (og en snert af lettelse) at se hvordan "Blondinbella" ser ud uden makeup.

/Katrine